Teenager på knallert forsøgte at køre fra politiet
Politiet mistænker knallerten for at være tunet.
En patrulje fra Østjyllands Politi fik mandag 12. juni klokken 10.36 øje på en person, der kørte så stærkt på sin knallert på Hovedgaden i Ulstrup, at betjentene mistænkte knallerten for at være tunet.
Patruljen gav derfor signal til at knallertkøreren skulle stoppe, men han forsøgte i stedet at køre fra politiet. Det havde han dog ikke held med, for efter en kort eftersættelse blev han indhentet og standset i krydset ved Anlægsvej og Daugbjergvej i Ulstrup.
Føreren var en 17-årig dreng, der blev sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, og politiet tog knallerten med for at undersøge den. Politiet har desuden underrettet forældrene til den 17-årige, der kommer fra lokalområdet.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at det skal undersøges, om knallerten er tunet til at køre for stærkt, og hvor stærkt den rent faktisk kan gøre. Hvis knallerten er ulovlig, vil den 17-årige typisk få en bøde, afhængig af hvor meget for hurtigt den kan gøre. Hvis man tidligere er taget i at køre på en ulovlig knallert, vil politiet beslaglægge den med henblik på konfiskation.