Fortsæt til indhold

Har du set denne mand? Stjal dyre ure fra butik

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til gerningsmanden til et tyveri af nogle værdifulde ure.

Krimi
ksa

OPDATERING: Østjyllands Politi meddeler onsdag morgen, at manden er fundet.

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til gerningsmanden til et tyveri af nogle værdifulde ure i en butik i Aarhus C.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var den 14. april i år, at tyveriet skete i butikken i M.P. Bruuns Gade, hvor der sælges armbåndsure.

En mand kom klokken 15.17 ind og bad om at få lov til at prøve nogle af urene, og mens ekspedienten kortvarigt betjente en anden kunde, udnyttede manden uopmærksomheden og tog to ure til en værdi af mange tusinde kroner i lommen, hvorefter han skyndte sig ud af butikken.

Personalet fik tilkaldt politiet, der hurtigt var fremme, men det lykkedes ikke at finde frem til gerningsmanden.

Den efterfølgende efterforskning har heller ikke ført til anholdelser eller sigtelser, og Østjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra butikken i håb om, at nogen kan genkende manden.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du give dem til politiet på tlf. 114.

Østjyllands Politi giver ud fra overvågningsbillederne følgende signalement af gerningsmanden:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Mørk i huden
  • Ca. 180-185 cm høj, kraftig af bygning
  • Sort hår og sort fuldskæg
  • Hvid earpod i det ene øre
  • Iført sort hue med hvid skrift i panden, grå dynejakke med sorte felter omkring skulderen, beigefarvede bukser og runde solbriller