DSB ramt af strejker: Betyder flere aflysninger og færre pladser i togene
Togdriften er ramt de næste par dage.
Arbejdsnedlæggelser på DSB’s værksteder får nu konsekvenser for togdriften.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside lørdag.
Selvom arbejdet er genoptaget på værkstederne, så har strejken gjort nok skade til, at der nu er mangel på køreklar togsæt.
»Derfor kan du frem til 20. juni opleve aflysninger og kortere tog, hvilket betyder færre pladser i togene på flere strækninger i landet,« skriver DSB.
Og det er særligt tre strækninger, det kommer til at gå ud over:
- Aarhus - Odense - København
- Kalundborg - Holbæk - København (et tog i timen i begge retninger er aflyst mellem Holbæk og København i dagtimerne)
- Nykøbing F - Næstved - København (et tog i timen i begge retninger er aflyst mellem Nykøbing F og København i dagtimerne)
Striden mellem DSB og de ansatte begyndte mandag. Ifølge DSB har der været tale om en såkaldt overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt de ansatte i DSB’s vedligeholdelsesafdeling i Aarhus. Her er man utilfreds med lønforhandlingerne med DSB.
»De er utilfredse med, at lønforhandlingerne er blevet et diktat fra ledelsens side. De ønsker, at ledelsen tager kontakt til os og begynder at forhandle,« sagde Jens Kjeldsen, formand hos FO Jernbaner, der er fælles organisation for faglærte håndværkere hos DSB, tidligere på ugen til DR.
Men da arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, er de strejkende medarbejdere blev idømt en bod ved Arbejdsretten. Til TV2 Øst oplyser DSB, at det har kostet de strejkende medarbejdere 2.500 kroner brutto om dagen i den periode strejken har varet.
Foruden de ansatte på DSB’s værksteder, er det blandt andet også håndværkere, stationsbetjente og lagerarbejdere, der har nedlagt arbejdet.