DAO-bud meldt til politiet: Snuppede 200 Smukfest-armbånd
Distributionsfirmaet DAO har bortvist og politianmeldt en medarbejder, efter 200 armbånd til Smukfest forsvandt under levering.
200 armbånd til Smukfest, der skulle leveres af et og samme bud, forsvandt.
Nu er buddets kontrakt med DAO erstattet af en opsigelse - og politianmeldelse.
Da Elizabeth Bollerup for et par uger siden går rundt i Berlin, modtager hun en besked fra distributionsfirmaet DAO.
Her står der, at DAO har leveret hendes forsendelse fra Smukfest, og at den enten er afleveret i postkassen eller hængt på håndtaget på hendes hoveddør.
Elizabeth Bollerup tænker straks, at det er skidt, for hun skal først hjem til Aarhus tre dage senere, og i forsendelsen ligger fire værdifulde armbånd til festivalen Smukfest i Skanderborg.
»Jeg tænker, at det ikke er så godt, hvis de hænger dér på døren, så jeg spørger min nabo om at kigge efter dem,« siger hun til TV2 Østjylland.
Det viser sig dog, at der ingenting hænger på døren, og armbåndene er heller ikke at finde i postkassen.
Til hendes yderligere undren har naboen, der ligeledes har købt armbånd til Smukfest, modtaget en lignende besked fra DAO om, at hendes armbånd også er leveret, men de er heller ikke nået frem, kan Elizabeth Bollerup konstatere.
»Jeg skriver til DAO, at jeg ikke har modtaget noget ved min dør. De svarer efter halvandet døgn, at det skal de nok kigge ind i, og et døgn senere at de har talt med omdeleren, og han har ikke noget at tilføje, andet end at forsendelsen er leveret. Og så henviser de mig ellers til afsenderen Smukfest,« fortæller Elizabeth Bollerup.
Hun understreger flere gange i interviewet, at hun intet har at udsætte på Smukfest, hvor hun også de seneste mange år har købt billetter på samme vis - og hvor de altså er nået frem til hende.
»Jeg er ikke nervøs for ikke at komme med til Smukfest. Det er i hvert fald ikke Smukfest, der er noget galt med. De er bare uheldige at have valgt DAO som distributør,« siger Elizabeth Bollerup.
Nye armbånd
Hun har siden været i kontakt med Smukfest, der har lovet at sende fire nye armbånd med en anden distributør, hvor hun selv skal ned og hente armbåndene i en pakkeshop.
Der viser sig at være en mere end almindeligt træls årsag til Elizabeth Bollerup og naboens manglende armbånd, forklarer DAO.
»Det er desværre korrekt, at en omdeler i aarhusområdet, som skulle levere lidt under 200 armbånd, har scannet armbåndene som leveret, men har kun leveret nogle få af dem, siger Hans Peter Nordstrøm Nissen, direktør for distributionstjenesten DAO.
Han forklarer, at reklamationerne hurtigt indløb fra de utilfredse kunder, der altså stod uden armbånd.
»Allerede i timerne efter omdelingen stod det ret klart, at her var noget rivende galt. Omdeleren blev indkaldt til samtale og hævdede at have leveret det hele, og senere at han blev træt, men det stod ret hurtigt klart, at dette ikke var tilfældet,« forklarer Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Bortvist og politianmeldt
Omdeleren gik herefter ifølge direktøren til bekendelse og udleverede en del af de manglende armbånd, som efterfølgende er blevet omdelt, mens de armbånd, som ikke kunne skaffes tilbage, er annulleret, og nye er fremsendt til modtagerne.
»Omdeleren fik herefter byttet sin ansættelseskontrakt ud med en bortvisning og en politianmeldelse. Vi ser særdeles alvorligt på dette her,« siger Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Østjyllands Politi bekræfter over for TV2 Østjylland, at de har modtaget anmeldelsen fra DAO.
Ifølge DAO-direktøren er den nu tidligere omdeler ”meget lidt meddelsom”.
»Vores antagelse er, at han har villet stjæle de pågældende armbånd for at sælge dem og ikke var klar over, at de ville blive ugyldiggjort, og heller næppe var klar over, at vi udsender mails til modtagerne umiddelbart efter, at leveringen er gennemført,« siger Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Han understreger, at DAO gør alt, hvad de kan for at levere korrekt. Brodne kar, som den bortviste ansatte, kan de dog ikke gardere sig helt imod, mener direktøren.
»Med det store antal pakker kan fejl ikke 100 procent undgås, og vi har heldigvis kun ganske få, der ikke er modtaget, eller hvor omdeleren har leveret i naboens postkasse eller lignende,« siger direktøren og tilføjer, at de ofte finder fejlleverede pakker, da de gemmer GPS-oplysninger ved levering.
Mangler service
TV2 Østjylland overbringer Elizabeth Bonnerup forklaringen på, hvorfor hendes billetter er forsvundet. De var nemlig blandt de stjålne armbånd, der ikke er dukket op igen, har DAO bekræftet.
Hun havde gerne hørt direkte fra DAO om tyveriet, bemærker hun.
»For mig ville det være en god service, at de selv havde forklaret, uden at de selvfølgelig behøvede at udlevere noget om den pågældende medarbejder. Også for deres egen skyld, for jeg kan godt forstå, at de er trætte af det,« siger Elizabeth Bollerup.
Med de nye oplysninger er hendes bekymring for, at der kan være ubrugelige armbånd i omløb, blevet bestyrket.
»Min bekymring er af omsorg for mine medmennesker, at de her armbånd, der ikke nåede frem, kan blive solgt til andre, som uforvarende køber dem og så møder op med et armbånd til Smuk, der ikke er gyldigt,« siger hun.
Armbåndene indeholder en chip, der kan verificeres med det elektroniske køb, og derfor kan forsvundne armbånd også registreres som ikke-gyldige.
Kan tage det roligt
TV2 Østjylland har forelagt Smukfest, at flere oplever problemer med modtagelsen af de omtalte armbånd. Talsmand Søren Eskildsen fortæller, at Smukfest er bekendt med situationen med den bortviste ansatte hos DAO, og erkender, at der kan ske fejl.
»Ja, det er vi, og det drejer sig om cirka 200 forsendelser ud af over titusindvis af forsendelser. Det er absolut ikke usædvanligt, at der er nogle få, der ikke modtager dem,« siger Søren Eskildsen, der ikke ser et større problem med levering.
»Det, vi kan love er, at alle nok skal få deres armbånd, inden festivalen begynder.«
Søren Eskildsen understreger, at festivalen har et ”fantastisk godt samarbejde om leveringen med det selskab vi bruger”, og at det også gælder i forlængelse af sagen om den bortviste ansatte hos DAO.
»Og så er det sådan, at vi har chip på alle armbånd, så vi kan sikre, at armbånd, der måtte være havnet i forkerte hænder, ikke virker til festivalen,« siger festivalens talsmand.
Vil man købe eller sælge armbånd til festivalen, hjælper Smukfest med det, forklarer han.
»Som altid stiller vi en platform til rådighed, hvor vi sikrer, at overdragelsen foregår på rigtig vis, hvis man skulle få muligheden for at købe et armbånd.«
Elizabeth Bollerup har nu i øvrigt modtaget sine fire armbånd til Smukfest i begyndelsen af august. Dog ikke til afhentning i en pakkeshop, som hun tidligere har fortalt, at Smukfest har lovet hende, men derhjemme – og leveret af DAO. Hendes nabo har i skrivende stund fortsat ikke modtaget sine armbånd.