Fortsæt til indhold

Nu bliver der indført afbrændingsforbud i Favrskov

Krimi

Østjyllands Brandvæsen samt Beredskab og Sikkerhed indfører afbrændingsforbud i disse kommuner: Randers, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommune.

Med virkning fra tirsdag 20. juni 2023 klokken 08.00 har Østjyllands Brandvæsen og Beredskab & Sikkerhed set sig nødsaget til at indføre afbrændingsforbud i de nævnte otte østjyske kommuner.

Forbuddet indføres ud fra en vurdering af tørkeindekset, vejrprognoser og en risikovurdering i forhold til beredskabernes kapaciteter. Forbuddet er gældende indtil videre og forventes ikke ophævet i forbindelse med sankthans, oplyser operationschef Thomas Reinholdt Jørgensen i en pressemeddelelse

Forbuddet med tilhørende vejledning kan læses i vedhæftede filer.

Afbrændingsforbuddet betyder, at det ikke er tilladt:

At bruge kulgrill

Enhver form for brug af grill hvor brændsel har en glødende effekt (såsom kul, træ, briketter eller andet brændsel der kan frembringe gløder), er ikke tilladt, heller ikke på egen/privat grund.

At bruge grill udenfor egen/privat grund med beboelse

Enhver form for brug af grill (uanset om det er med kul, gas, træ, briketter eller andet brændsel) på offentlige/fælles arealer, fx parkeringspladser, græsarealer, boldbaner, parker mm., eller i naturen, fx i skove og plantager, på strande, heder, marker, på og ved søer, kystnært hav (mindre end 200 meter fra land) og lign., er ikke tilladt.

At ryge i naturen

Rygning af pibe, cigaretter, cerutter, cigarer, vandpiber og enhver anden form for ved glød, flamme el. lign. antændt rygesubstans på offentlige/fælles grønne områder med græs, planter og anden beplantning, fx græsarealer, boldbaner, parker, vejrabatter mm., eller fx i skove og plantager, på strande, heder, marker og lign., på og ved søer og kystnært hav (mindre end 200 meter fra land), er ikke tilladt.

At tænde bål og bruge åben ild udendørs, herunder også Pyroteknik og fyrværkeri

Enhver form for afbrænding af bål (uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel), herunder også afbrænding i bål fad, samt Skt. Hans-bål, afbrænding af haveaffald, skovaffald, øvrigt affald, halm, siv og lign., og al udendørs brug af ovne, ildsteder, fakler, haveblus, stearinlys og lign., inkl. på og ved søer, og på kystnært hav (mindre end 200 meter fra land), er ikke tilladt.

At bruge apparater/genstande der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs

Enhver form for brug af ukrudtsbrænder, privat svejsning af tagpap og lign. ved brug af åben flamme, privat udendørs brug af vinkelslibere og andet udstyr, som frembringer gnister eller gløder, udendørs brug af terrassevarmere og lign., udendørs brug af antændere, og udendørs brug af koge- eller varmeapparater o. lign., der fungerer ved brug af brandfarlige væsker eller substanser som sprit, gas, benzin, svovl og lign., er ikke tilladt. Det gælder også på og ved søer og kystnært hav (mindre end 200 meter fra land).

Overtrædelse af forbuddet kan medføre bødestra.

Særligt om erhvervsmæssige aktiviteter

Erhvervsmæssige aktiviteter er tilladt, idet rygning, optænding af bål og brug af ukrudtsbrændere dog følger ovennævnte forbud. Endvidere er det tilladt for forsvaret, redningsberedskabet og politiet at gennemføre uddannelses- og øvelsesaktiviteter, hvor der anvendes ild. Der skal udvises skærpet opmærksomhed og sikres mulighed for umiddelbar indsats.

Er du i tvivl om en aktivitet er tilladt – så undlad den for brandsikkerhedens skyld.