Flere anmeldelser om fyrværkeri i Østjylland
Aarhus-bydel var især ramt af affyring af fyrværkeri.
Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri af i perioden fra den 27. december til den 1. januar – men i løbet af det seneste døgns tid har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om netop dette fra forskellige steder rundt omkring i kredsen.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ved Nørreskovvej i Hinnerup blev der ifølge en anmeldelse klokken 20.30 affyret fyrværkeri i form af bomberør og batterier i nærheden af nogle køretøjer. Flere borgere havde været vidner til hændelsen.
Klokken 22.40 modtog politiet en anmeldelse fra Højbjerg, hvor flere unge mennesker angiveligt skulle være i gang med at affyre fyrværkeri fra Jelshøj Bakke. En patrulje blev sendt til stedet, men ved politiets ankomst blev ingen personer med relevans for sagen udfundet i området, mens der heller ikke var noget fyrværkeri at se.
Fra beboere på Aarhus Ø modtog Østjyllands Politi mandag flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri. Anmeldelserne er indgået henholdsvis klokken 14.43, klokken 17.47, klokken 19.14, klokken 23.25 og klokken 00.19 natten til tirsdag.
Østjyllands Politi havde løbende patruljer i Aarhus Ø-området, hvor de fik kontakt med nogle unge mennesker, som blev opfordret til at få stoppet affyringen af fyrværkeri, hvis de havde kendskab til, hvem der stod bag. Ingen personer blev dog fundet i besiddelse af fyrværkeri.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man venter godt et halvt år med at affyre sit fyrværkeri, da det er strafbart at overtræde forbuddet mod affyring af fyrværkeri i perioden fra 1. januar til 27. december.