Politiet indfører kørselsforbud på gade i Aarhus
Al ikke-nødvendig kørsel om natten er nu blevet forbudt i en del af Klostergade i Aarhus.
Østjyllands Politi har valgt at indføre kørselsforbud i Klostergade fra krydset ved Klosterport/Frue Kirkeplads til Guldsmedegade i tidsrummet fra kl. 24.00-05.00.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
»Vi indfører forbuddet, fordi vi kan se, at der om natten går mange fodgængere på kørebanen med risiko for at blive ramt af biler, og derudover er vores erfaring, at der i nattetimerne jævnligt kører personer rundt og skaber utryghed med tilråb og aggressiv adfærd. Desuden har vi flere gange observeret personer, som har forsøgt at sælge stoffer på gaden,« siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard i pressemeddelelsen.
Strækningen, hvor det nu ikke længere er muligt at køre på efter midnat, er kategoriseret som en nattelivszone, og siden juli sidste år har politikredse haft mulighed for at indføre kørselsforbud på sådanne strækninger, hvis der er ordensmæssige hensyn, som taler for det.
Der er skiltet tydeligt med kørselsforbuddet, og overtræder man det, kan det som udgangspunkt straffes med en bøde på 3.000 kroner, oplyser Østjyllands Politi.
Forbuddet gælder ikke erhvervsmæssig kørsel, og dermed er eksempelvis taxakørsel eller udbringning ikke omfattet af forbuddet.
Østjyllands Politi oprettede i oktober 2021 nattelivszoner i store dele af Aarhus Midtby. Bliver man eksempelvis dømt for personfarlig kriminalitet i nattelivet, kan man idømmes et opholdsforbud i nattelivet, så man i en periode ikke må tage ophold på visse beværtninger over hele landet samt i nattelivszoner i tidsrummet 24.00-05.00.