Fortsæt til indhold

Overfald og uhygge på tanken: Stormer ind med macheter og økser

To unge bandemedlemmer blev torsdag begge idømt tre års fængsel for grov vold

Krimi

De stormede ind på tanken med knive, macheter og økser i et planlagt overfald på en 28-årig mand.

Nu har to unge bandemedlemmer på henholdsvis 19 og 21 år fået deres straf. Den lød på tre års fængsel.

Fængselsstraffen blev fordoblet, da det var et medlem af en rivaliserende bande, som de to mænd overfaldt, og episoden på den måde var egnet til at fremkalde en voldelig konflikt mellem grupperingerne.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Episoden fandt sted 15. januar om aftenen i butikslokalet på en tankstation i Åbyhøj.

Her stod den 28-årige mand sammen to andre, da en gruppe mænd- heriblandt de to nu dømte - pludselig kom ind i butikken iført maskering og bevæbnet med blandt andet knive, macheter og økser.

Den 28-årige blev overfaldet og stukket i ryggen med kniv, inden han nåede at flygte ud i et baglokale.

Herefter stak gerningsmændene af.

Video: Local Eyes.

Den 28-årige blev efterfølgende behandlet for nogle stiksår, men han var ikke i kritisk tilstand.

Flere vidner fik kontaktet politiet, der hurtigt havde en del patruljer på stedet, hvor der blev sikret spor og videoovervågning.

Afsløret af blod

Senere samme aften blev den 21-årige mand anholdt, da en patrulje i Aarhus genkendte ham som en af gerningsmændene.

Den 19-årige blev først anholdt måneden efter – blandt andet fordi der blev fundet blod på gerningsstedet, som matchede med hans DNA-profil.

»Jeg er særligt tilfreds med, at retten fandt det bevist, at de tiltalte og forurettede var medlem af rivaliserende bander, og at overfaldet var planlagt og skulle ses som et led i en konflikt mellem de to grupperinger. På den baggrund blev straffelovens §81, den såkaldte bandeparagraf, taget i brug, så der skete en fordobling af straffen,« siger specialanklager Dorthe Lysgaard.

Overfaldet sket i butikslokalet. Foto: Local Eyes.

De to mænd blev ud over fængselsstraffen idømt et opholdsforbud, så de tre år efter afsoningen ikke må opholde sig inden for postnummer 8260 Viby J.

Det har ikke været muligt at få kontakt til specialanklageren for at få svar på, hvorfor det netop er i Viby, de dømte efter straffen ikke må opholde sig.

De erkendte sig begge skyldige og modtog dommen.