Fortsæt til indhold

Kasino i Aarhus får påbud for at overtræde hvidvask-loven

Der er givet seks påbud fra spillemyndigheden til kasinoet.

Krimi
jro

Royal Scandinavian Casino Århus I/S har fået seks påbud. Alle for at have overtrådt regler i hvidvaskloven.

Det skriver Spillemyndigheden i en pressemeddelelse.

I den fremgår det, at de seks påbud blandt andet dækker over ’utilstrækkelig identificering og risikovurdering af kundetyper’ og ’utilstrækkelig identificering og risikovurdering af anvendelse af kontanter som betalingsmiddel’.

Ifølge JP Aarhus er der dog ikke fundet beviser eller tegn på, at kasinoet er blevet brugt til hvidvask.

»Påbuddene er ikke blevet givet, fordi nogen har siddet med en kuffert med 1 million kroner i kontanter, men fordi de forpligtelser, kasinoet er pålagt i henhold til lovgivningen, ikke er blevet implementeret og efterlevet på en måde, der er tilstrækkelig effektiv mod risikoen for at blive misbrugt til hvidvask,« siger Linda Lomborg, kontorchef ved Ansvarligt Spil, Hvidvask og Almennyttigt Lotteri, til avisen.

Henrik Fammé er operationsmanager ved Royal Casino Aarhus. Han skriver i en mail til JP Aarhus, at forseelserne hører til i ’småtingsafdelingen’, men medgiver samtidig, at der skal rettes op på tingene.

Til det har Royal Scandinavian Casino tre måneder.