Til kamp mod betjente med tænder og pande
En 37-årig mand er sigtet for - blandt andet - vold mod polititjenestemand.
En 37-årig mand forsvarede sig med næb og pande mod ordensmagten.
Det fik han ikke meget ud af - andet end et par sigtelser.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Østjyllands Politi fik mandag klokken 19.27 en anmeldelse om, at en meget beruset mand gik rundt midt på vejen omkring Rougsøhallen i Ørsted, hvor han opførte sig aggressivt og skabte utryghed.
En patrulje kørte til stedet, og de fik hurtigt kontakt med en 37-årig mand, der var meget opfarende og råbte af betjentene.
Betjentene forsøgte at få manden til at falde ned, men han fortsatte sin aggressive fremtoning, og da han nikkede en betjent en skalle i brystkassen, blev han anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand.
Under anholdelsen forsøgte han flere gange at bide en af betjentene, og han blev derfor også sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand.