Fortsæt til indhold

Ingen er flyttet ind: Tyve ribber lejligheder for malerier og hvidevarer

Indbrud i to prøvelejligheder i boligbyggeriet Lille Nyhavn i Skanderborg.

Krimi

Der er ifølge byggevirksomheden JCN Bolig dyrt inventar af høj kvalitet i lejlighederne i prestigebyggeriet Lille Nyhavn på Adelgade i Skanderborg.

Nu er der lidt mindre inventar i de prøve- og udstillingslejligheder, der i foråret blev fremvist for offentligheden i forbindelse med arrangementet Lys Nat.

To af lejlighederne har haft besøg af andre, mindre velkomne, gæster mellem onsdag eftermiddag 12. juni og torsdag formiddag 13. juni.

Det oplyser Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi til Uge-Bladet Skanderborg.

Ukendte gerningsmænd skaffede sig adgang til lejlighederne ved at sparke lejlighedsdørene ind, hvorefter indbrudstyvene fik løftet en hel del tungt inventar ned af trapperne i bygningskomplekset.

Fire malerier og en dobbeltseng

I den ene udstillingslejlighed mangler nu en vaskemaskine og en tørretumbler, begge af mærket Miele, mens den anden lejlighed ifølge politiet er fire malerier og en dobbeltseng fattigere.

Som en konsekvens af indbruddene vil JCN Bolig nu opsætte overvågningskameraer ved lejlighederne, oplyser en projektleder for byggevirksomheden til Uge-Bladet Skanderborg.

Sydøstjyllands Politi har intet signalement af indbrudstyvene, og der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Der er omkring 65 lejligheder af varierende størrelse i boligbyggeriet på Adelgade 116-132.

Lille Nyhavn forventes at stå færdig i slutningen af 2023.