Fortsæt til indhold

Butik sætter overvågning op efter flere påsatte brande: »Det er ikke spor rart«

Påsatte brande skaber utryghed i Ulstrup. Politiet efterforsker sagerne, men har foreløbig ikke sigtet eller anholdt nogen.

Krimi

Ulstrup har i de seneste uger været plaget af adskillige brande, som uden tvivl har været påsatte. Alle brandene har fundet sted i Hovedgaden omkring købmandsbutikken og de to genbrugsbutikker, hvor der de fleste gange er sat ild til skraldespande.

Alene hos Danmission Genbrugsland Ulstrup har der været tre brande i affaldscontainere. Den første fandt sted 9. juli ved aftenstid og blev opdaget af en medarbejder, der bor i nærheden, som kunne se røg og fik slukket ilden sammen med sin mand.

Lørdag 15. juli var der to brande hos Danmission. Første gang klokken 19.30 og igen tre timer senere, hvor en affaldsbeholder brændte helt ud, fortæller Elly Thøgersen fra Danmission i Ulstrup, der har politianmeldt alle brandene.

»Det er ikke spor rart, og vi er på opfordring fra Danmission og politiet nu ved at sætte overvågning op. Vi er nødt til at beskytte både os selv og byen og skal til bunds i det her. Alle er bange, og hele byen er nødt til at være opmærksom, for hvornår sker der noget voldsommere eller personskade,« spørger Elly Thøgersen.

Lidt over midnat natten til søndag 16. juli var der ild i yderligere to skraldespande, hvor ilden ifølge politiet formentlig var gået ud af sig selv.

Et døgn forinden var der ild i flere skraldespande, der stod lige op ad beboelsesejendomme i nærheden af købmandsbutikken i Hovedgaden og brændte fuldstændig ud, så kun hjulene stod tilbage.

Genbrugsbutikkerne anmoder om ikke at sætte ting udenfor butikkerne, efter der blev sat ild til nogle hensatte ting udenfor Røde Kors butikkens personaleindgang. Privatfoto

Ude med hunde

Sent mandag aften, 17. juli klokken 23.38, måtte politi og brandvæsen igen rykke ud til Ulstrup for at slukke en brand med to arnesteder på bagsiden af Røde Kors butikken.

Det ene sted var lige udenfor personaleindgangen, hvor der var ild i nogle ting, folk sætter, når butikken er lukket. Det fortæller Karin Bille Petersen, der arbejder som frivillig i Røde Kors butikken. Branden gav kraftige brand- og sodskader på døren. Det andet arnested var nogle få meter fra personaleindgangen, hvor en skraldespand fuldstændig udbrændte.

»Jeg synes, det er trist, der går én rundt og ikke har det så godt og nok har brug for hjælp,« siger Karin Bille Petersen.

Branden i de hensatte ting har fået Danmission og Røde Kors til at opfordre folk til ikke at sætte ting udenfor åbningstiderne. Danmission har i forvejen skilte, der opfordrer til ikke at sætte ting udenfor.

Efter brandene mandag aften var politiet ude at afsøge området med hunde, og politiet oplyste, at man efterforskede brandene som påsatte.

Lokalavisen har fredag 21. juli været i kontakt med politiet, der oplyser, at man ikke har fået nye anmeldelser om brande i Ulstrup siden mandag 17. juli. Østjyllands Politi oplyser samtidig, at der foreløbig ikke er sket sigtelser eller anmeldelser i sagen.

Skaber utryghed

Ulstrup Lokalråd har taget kontakt til parterne i SSP-samarbejdet i et forsøg på at få alle kræfter til at hjælpe med at få sat en stopper for de påsatte brande i byen.

Lokalrådeti skal ikke være politibetjente, men vi søger dialog med dem, vi kan. Det er sindssygt ærgerligt med disse brande, der skaber utryghed både for dem, der bor tæt på, og resten af byen,« siger Nanna Skov Nielsen, formand for Ulstrup Lokalråd.