Fortsæt til indhold

Smuk opførsel: Politiet modtog ikke en eneste voldsanmeldelse på festivalens sidste dag

Sydøstjyllands Politi fortæller samtidig, at politistyrken er på samme niveau som andre år.

Krimi

»Det er rent faktisk billedet på en lørdag på Smukfest.«

Sådan siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Finn Ellesgaard Nielsen, da han er færdig med at aflægge lørdagens politirapport.

Der er en smule forbløffelse at spore i stemmen for listen er kort. Virkelig kort.

»Vi har ingen voldsanmeldelser det seneste døgn. Vi har haft en narkoindsats med narkohunde som sædvanligt. Det har givet en sag for euforiserende stoffer i går,« fortæller han.

Derudover har der været to sager om ordensbekendtgørelser, som dækker over situationer, hvor borgere forstyrrer den offentlige orden.

»Den ene kl. 18.25 på festivalpladsen, hvor en person er for beruset og udviser aggressiv adfærd. Hans venner forsøger at få ham med hjem. Det forstår han ikke og bliver ved med at opføre sig tilpas støjende og generende for sine omgivelser til, at vi sigter ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.«

Der var tale om en 35-årig mand fra Aarhus. Han blev sigtet, men ikke anholdt, da sigtelsen tilsyneladende fik ham til at komme til fornuft.

Den overtrædelse skete kl. 02.32. Det skete ligeledes på festivalpladsen, og her var det et lignende scenarium, der udspillede sig, men med et andet udfald.

En 21-årig mand fra Aarhus udviste ifølge politiets udsagn »overdreven beruselse« samtidig med, han opførte sig aggressivt og nægtede at efterkomme politiets anvisninger. Han blev ligeledes sigtet efter ordensbekendtgørelsen. I dette tilfælde blev han anholdt og sendt til afrusning. Den var overstået, blev han anholdt på ny.

»Det ser ud til at være et endnu mere stille døgn set fra politiets side. Vi må bare sige Smukfest i år er en festival, som i hvert fald set fra politiets vinkel er meget meget stille og rolig,« siger Finn Ellesgaard Nielsen

Han fortæller ligeledes, at de få lovovertrædelser ikke skyldes, at politi opbuddet er mindre i år, da det er det store og hele er samme størrelse som andre år.

Traffikmæssigt ser politiet frem til en travl store rejsedag. De opfordrer derfor festivalgæster og familier og venner, der afhenter gæster til at overholde skiltningen i og omkring festivalområdet samt politiets anvisninger.