Fortsæt til indhold

Flere væltede træer under stormvejr: 19-årig mand kørte galt

Blæsevejr gav trafikale udfordringer og et enkelt færdselsuheld.

Krimi
ksa

Allerede mandag aften modtog Østjyllands Politi de første anmeldelser om væltede træer i forbindelse med det igangværende blæsevejr, der har ramt store dele af landet.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Tirsdag ved middagstid er der dog fortsat endnu ingen meldinger om større skader, og trafikken har umiddelbart ikke været påvirket i større grad i Østjyllands Politikreds.

På Vennemindevej/Trige Skovvej væltede et mindre træ mandag aften omkring klokken 18.36, hvor politiet modtog den første anmeldelse – og frem til tirsdag ved middagstid er anmeldelser fortsat kommet drypvist fra rundt omkring i kredsen.

Der har over det seneste døgn været meldinger om væltede træer fra bandt andet Vejlby og Risskov, Randers NV og ved Moesgaard i Højbjerg.

I et enkelt tilfælde har politiet fået en anmeldelse om, at en bilist har påkørt et væltet træ. Anmeldelsen kom klokken 22.23, hvor en 19-årig mandlig bilist påkørte et træ, som lå væltet tværs over Kanalvej i Enslev ved Grenaa.

To personer blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet, mens bilen blev totalskadet i forbindelse med påkørslen af det væltede træ.

Ingen øvrige personer er på nuværende tidspunkt – ifølge politiets oplysninger – kommet yderligere til skade i forbindelse med blæsevejret.