Ung kvinde pløjer gennem hæk og ender i Rema 1000
To unge var lørdag impliceret i ulykke.
jro
Lørdag gik det helt galt for en 19-årig kvinde, da hendes bil blev ramt i en rundkørsel.
Hun - og bilen - endte i et supermarkeds lager.
Det skriver TV2 Østjylland.
Kvindens bil blev ramt af en anden bil i rundkørslen mellem Hejredalsvej, Stenbækvej og J.P. Larsens Vej i Brabrand.
En 18-årig mand kørte ind i den 19-årige, der først tog turen igennem en hæk, påkørte en container for til sidst at ende på en stak træpaller ved Rema 1000’s lagerbygning.
Vagtchefen ved Østjyllands Politi oplyser til tv-stationen, at ingen personer kom til skade - og ingen er sigtet i sagen.
Ulykken skete omkring klokken 17.