Rockere hærger på Aarhus Havn
Der har været flere episoder med personer, der trækker tråde til Hells Angels.
Personer fra Hells Angels går frit omkring på havnen i Aarhus - Danmarks største erhvervshavn.
Her er medarbejdere blevet truet til at udlevere overtidsbetaling til en medarbejderklub, ligesom der har været episoder med vold, slagsmål og tyveri af blodprøver, der var lavet i forbindelse med en alkohol- og narkotest af arbejderne på havnen.
Det skriver Finans.dk.
»Lokalt har det været kendt i noget tid, at arbejderne på Aarhus Havn har de her relationer til bandemiljøer. Jeg har ikke noget specifikt tal for, hvor mange det drejer sig om, men det er klart, at vi tager skarpt afstand fra og har absolut ingen interesse i at have medarbejdere med relation til kriminelle organisationer,« siger Keith Svendsen, direktør i APM Terminals.
Udover ovenstående episoder bruger de kriminelle containere til smugling af kokain.
Keith Svendsen bekræfter da også over for Finans.dk, at der er sket en stigning i smuglingen af stoffer.
Han oplyser desuden, at man har været i ’dialog med myndighederne om helt specifikke situationer’.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hells Angels.