76-årig bilist ramte hegn og endte på en mark
Bilen fik skader, men føreren slap uskadt fra uheld.
En 76-årig kvinde fra Hammel kørte onsdag 23. august klokken 12.08 galt i sin bil, der endte på en mark og fik skader på fronten og siderne. Kvinden blev undersøgt i en ambulance, men hun kom ifølge Østjyllands Politi umiddelbart ikke til skade ved uheldet.
Ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi skete uheldet i Haldum, der ligger nord for Hinnerup, men da Lokalavisen spørger nærmere ind til ulykkesstedet, oplyser pressemedarbejder Emil Enemark Sørensen, at kvinden netop havde passeret Trigevej, da uheldet skete. Trigevej er en sidevej til Århusvej i Søften, der ligger syd for Hinnerup.
Kvinden kom kørende i nordvestlig retning på Århusvej, da hun af ukendte årsager kørte ud i rabatten og ramte et træhegn og til sidst endte på en mark.