Fortsæt til indhold

Ung kvinde kæmper for livet efter ulykke på Oddervej

En 26-årig kvinde blev torsdag ramt af en bil.

Krimi

Opdatering: Den 18-årige fik forlænget sin anholdelse i 3x24 timer.

En 18-årig mand fremstilles klokken 12.00 ved Retten i Aarhus efter en alvorlig færdselsulykke i Højbjerg.

Ulykken skete torsdag aften på Oddervej ved Hestehavevej.

»Det er mellem en person og et køretøj,« sagde Peter Andersen, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Lokavisen.

En 26-årig kvindelig fodgænger blev ramt af bilen - og Oddervej blev afspærret, mens der blev arbejdet på stedet.

Kvinden blev bragt til hospitalet - og er i kritisk tilstand.

Ifølge sigtelsen kørte den 18-årige mand ind i en 26-årig kvinde, da hun var i færd med at krydse vejen via fodgængerfeltet.

I den 18-åriges bil fandt politiet flere pakker tramadolpiller, og da betjentene mistænkte, at bilisten kunne være påvirket af narkotika, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.

Han fik i den forbindelse også taget en blodprøve, der nu skal vise, om han havde stoffer i blodet under kørslen.

Der blev tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet, ligesom politiet afhørte vidner til ulykken.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk.