Færdselsuheld: Frit strejfende hund løb ud foran bil
Bilist måtte bremse hårdt op og blev påkørt bagfra af motorcyklist.
En frit strejfende hund var tirsdag 5. september klokken 08.48 angiveligt skyld i et færdselsuheld på Mejlbyvej i Ødum. Ifølge Østjyllands Politi løb hunden pludselig ud foran en bilist, der måtte bremse hårdt op for at undgå at ramme hunden. Den hårde opbremsning betød til gengæld, at bilisten blev påkørt bagfra af en motorcyklist, der kom kørende bag bilen i retning mod vest.
Hverken bilisten eller motorcyklisten kom umiddelbart til skade ved uheldet, men der skete skader på begge køretøjer, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen. Politiet kom efterfølgende i kontakt med hundens mandlige ejer ved en tankstation, hvor hunden var blevet set, og ejeren blev sigtet for at overtræde Hundeloven ved at lade sin hund strejfe frit rundt.
Føreren af bilen var en 34-årig kvinde fra Skødstrup, og motorcyklisten var en 29-årig mand, der ligeledes er fra Skødstrup. Østjyllands Politi har ingen nærmere oplysninger om hundeejeren.