3-årig pige død efter faldulykke
En 3-årig pige har mistet livet, efter hun søndag faldt ned fra 4. sal.
Østjyllands Politi oplyser på det sociale medie X, at en 3-årig pige søndag afgik ved døden efter en faldulykke fra en lejlighed på 4. sal i Bispehaven i Aarhus V.
»Hun afgik kort efter ved døden. Intet tegn på, at der skulle være sket noget kriminelt,« skriver politikredsen på det sociale medie.
Søndag aften var politiet og redningsmandskab talstærkt til stede ved lejlighedsblokke i Bispehaven, fremgik det af billeder, som Din Avis Aarhus modtog fra stedet.
Østjyllands Politi ønskede dog i første omgang ikke at oplyse detaljer om udrykningen. På det sociale medie X bekræftede politikredsen blot tilstedeværelsen og oplyste, at det handlede om en ulykke.
Mandag formiddag er det så kommet frem, at der var tale om en tragisk ulykke, som kostede en blot 3-årig pige livet.
Østjyllands Politi har af hensyn til de pårørende ikke yderligere detaljer, oplyses det på X.