Fortsæt til indhold

Ladcykel stjålet i Aarhus: Dukkede op i helt anden kommune blot en time efter

Der gik blot en time, fra en ladcykel blev stjålet på Trøjborg, til den dukkede op igen. Men i mellemtiden var den nået helt til Randers.

Krimi
jwh

En kvinde var vaks, da hun natten til mandag klokken 00.36 opdagede, at to mænd var i gang med at stjæle en ladcykel, som stod parkeret i Peder Skrams Gade på Trøjborg i den nordlige del af Aarhus. Mændene var godt i gang med at slæbe den ind i en varevogn, hvorefter de kørte fra stedet, da kvinden ringede efter politiet.

Det viste sig at være ganske nyttigt, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

For politiet sendte signalementet rundt til patruljer i området, og omkring en time efter fik en patrulje så øje på den pågældende varevogn, der stod ud fra en adresse i Vorup ved Randers SV. I varevognen stod ladcyklen, og den 38-årige mand, der havde kørt bilen, havde svært ved at forklare, hvor han havde den fra, fremgår det af døgnrapporten.

Han blev derfor sigtet for tyveri. Da betjentene under ransagningen af varebilen fandt en mindre mængde amfetamin, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi.