Optager retssag på diktafon
Så skrider en betjent ind.
jro
En mand blev opdaget, da han optog lyd fra et retsmøde på en diktafon.
Det er ikke tilladt.
Under et retsmøde ved Retten i Aarhus blev en politibetjent mandag formiddag opmærksom på, at en 30-årig mand sad og optog lyd i retten med en diktafon, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Betjenten tog derfor efterfølgende kontakt til den pågældende person for at informere om, at dette ikke var tilladt - det fremgår tydeligt af et skilt ved indgangen til lokalet.
Den 30-årige mand blev derfor sigtet for at have overtrådt retsplejeloven ved at have optaget lyd under et igangværende retsmøde.
»Den anvendte diktafon blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation,« skriver politiet.