Fortsæt til indhold

Nervøs mand taget på fersk gerning med hækkesaks

28-årig mand forsøgte at stjæle cykler.

Krimi
ksa

En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag klokken 00.49 sendt til Hans Schourups Gade i Aarhus C, hvor en ukendt mand netop var blevet set i færd med formentligt at stjæle en cykel.

Et vidne havde observeret den pågældende person stå og rode med nogle cykler, og vidnet kunne derfor give politiet et godt signalement af vedkommende.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Ved politiets ankomst til stedet fik betjentene øje på en 28-årig mand, som passede på signalementet. Han blev straks anholdt, sigtet for forsøg på cykeltyveri, da han ved politiets ankomst havde siddet på hug ved forhjulet til en cykel, som han havde pillet ved.

Manden virkede både nervøs og påvirket, og da betjentene fandt en hækkesaks på jorden ved siden af ham, blev han sat ind på bagsædet af politibilen og taget med på politistationen.