Fortsæt til indhold

Sigter teenagere for voldsomt overfald i lejlighed: Tog kvælertag på 16-årig og klippede håret af ham

Tre mænd fremstilles i grundlovsforhør.

Krimi

Opdatering: De tre mænd blev alle varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi. De nægter sig skyldige og kærede kendelsen

Tre unge mænd er sigtet for røveri, vold og ulovlig tvang.

De fremstilles klokken 9.30 i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.

De tre mænd- en på 17 og to på 18 - sigtes for røveri, vold og ulovlig tvang ved den 25. august i år at havde trængt ind i en lejlighed i Grenaa, hvor de overfaldt en 18-årig mand med flere slag og blandet andet tog nogle parfumer og en kasket fra ham.

Derudover tog de ifølge sigtelsen kvælertag på en 16-årig dreng, som også blev slået og fik klippet noget af håret af.

Efterfølgende tvang de ifølge sigtelsen den 18-årige til at sætte sig ind i en bil, hvorefter han blev kørt hen til en hæveautomat for at hæve nogle hundrede kroner til dem.

Den 17-årige og den ene 18-årige sigtes desuden for vidnetrusler ved have truet den 16-årige og den 18-årige for at få dem til ikke at kontakte politiet.

Efterforsket siden begyndelsen af september

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om forholdet i begyndelsen af september og har siden efterforsket sagen intensivt.

De tre mænd og de to ofre kender hinanden, men derudover ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt af hensyn til den videre efterforskning.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.