Fortsæt til indhold

Er det dine designermøbler? Nu leder politiet efter de rette ejere

Det blev fundet i forbindelse med en ransagning.

Krimi
am

Østjyllands Politi søger ejerne af en Bamsestol, to PH-lamper og noget sølvtøj, som blev fundet i forbindelse med en ransagning.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse mandag.

Og det er altså dyre klenodier, der er tale om. Bamsestolen er eksempelvis tegnet af Wegner og kan fra ny af koste 157.000 kroner.

Ransagningen blev foretaget i sidste måned på en adresse i Aarhus-området i forbindelse med efterforskningen af en sag, og politiet er af den overbevisning, at genstandene er stjålet.

I øjeblikket er to mænd mistænkt i sagen, men det er ikke lykkedes at finde frem til, hvor stol, lamper og sølvtøj kommer fra. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde frem til ejerne.

Der er tale om følgende genstande:

  • En Hans Wegner ”Bamsestol” i lysblå/lilla ternet stof
  • To PH 3½ - 3 kobber-pendler
  • Diverse sølvtøj

Er det dine ting, så kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.