Fortsæt til indhold

Beboer død i brand på aarhusiansk plejehjem

En 60-årig mand er død, efter der torsdag aften var brand i en lejlighed på Plejehjemmet Skelager i det nordlige Aarhus.

Krimi

En 60-årig mandlig beboer er omkommet som følge af de skader, han pådrog sig i den brand, der torsdag aften brød ud på Plejehjemmet Skelager.

Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X, det tidligere Twitter.

Ifølge politiet blev manden fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

»Sagen undersøges nærmere, men pt. ingen mistanke om et kriminelt forhold,« skriver politiet på X.

De pårørende er underrettet.

Brand brød ud torsdag aften, hvor Østjyllands Politi bekræftede på X, at det sammen med Østjyllands Brandvæsen var til stede på plejehjemmet på Skelagervej i det nordlige Aarhus til en »mindre brand«.

Efter den tragiske dødsbrand er de ansatte på plejehjemmet blevet tilbudt krisehjælp, fortæller Maria Leegård Thomsen, som er viceforstander på Plejehjemmet Skelager, til Din Avis Aarhus.