Løsladt efter stort våbenfund - nu er der nye - knapt så gode - oplysninger om den unge mand
Han bliver - igen - fremstillet i grundlovsforhør.
Han blev anholdt og sigtet tilbage i september - for at blive sluppet på fri fod.
Nu er han igen anholdt - og skal fremstilles i grundlovsforhør.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Østjyllands Politi fremstiller torsdag den 21-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder ved at have været i besiddelse af en pistol, en riffel og et større antal patroner, som politiet fandt på en adresse i Langå-området den 20. september.
Den 21-årige blev på det tidspunkt anholdt sammen med en 24-årig mand, og begge blev fremstillet i grundlovsforhør.
Her valgte retten at varetægtsfængsle den 24-årige, mens den 21-årige blev løsladt.
Nye oplysninger
Siden er der kommet nye oplysninger frem under politiets efterforskning, og samtidigt er den 21-årige mistænkt for at stå bag flere øvrige strafbare forhold.
Blandt andet er han sigtet for den 30. september at have truet, afpresset og begået vold mod en anden mand ud for en adresse i Langå.
Han fremstilles derfor på ny i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
»Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen,« skriver politiet.