Fortsæt til indhold

To personer varetægtsfængslet efter fund af pistol, riffel og mange patroner i Favrskov

To mænd er med to ugers mellemrum blevet varetægtsfængslet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder.

Krimi

Torsdag 20. september fandt politiet en pistol, en riffel og et større antal patroner på en adresse i Favrskov Kommune, der ligger i postnummer Langå.

To mænd på 21 og 24 år blev anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder ifølge Straffelovens paragraf 192a. De blev dagen derpå begge fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor den 24-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han erkendte delvist og kærede ikke kendelsen.

Den 21-årige blev løsladt efter grundlovsforhøret, men forblev sigtet i sagen. Siden er der kommet nye oplysninger frem under politiets efterforskning, og den 21-årige er endvidere mistænkt for at stå bag flere øvrige strafbare forhold. Blandt andet er han sigtet for 30. september at have truet, afpresset og begået vold mod en anden mand ud for en adresse i Langå-området.

Det oplyser Østjyllands Politi, som derfor i dag på ny har fremstillet manden i grundlovsforhør i Retten i Randers med henblik på varetægtsfængsling. Denne gang lykkedes det at overbevise dommeren om at varetægtsfængsle ham i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten, men nægter sig skyldig, oplyser politiet på det sociale medie X.

Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved begge grundlovsforhør. Østjyllands Politi ønsker derfor i øjeblikket ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.

Hvis de to mænd ender med at blive tiltalt og kendt skyldige i besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder, vil de blive straffet med mindst to års fængsel. Som en af få bestemmelser i dansk straffelovgivning indeholder Straffelovens § 192a en minimumsstraf, som altså er på to år.