Fortsæt til indhold

Tyveri i Hammel til over 200.000 kroner opklaret

Ansat stjal maskiner fra sin egen virksomhed og solgte dem videre til en anden virksomhed.

Krimi

En 31-årig mand fra Silkeborg har erkendt at stå bag et tyveri i Hammel og en lang række indbrud i sommerhuse.

Erkendelsen kom i dag under et grundlovsmøde i Retten i Randers, hvor silkeborgenseren var sigtet for i alt 12 indbrud i sommerhuse, primært i Ebeltoft og Knebel, samt tyveri af en minilæsser og en motorbøre (som er en slags elektrisk trillebøre) fra en byggeplads i Hammel.

Maskinerne blev stjålet mellem 30. juni og 3. juli i år, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.

Den sigtede fortalte i grundlovsforhøret, at han arbejdede for en nordjysk virksomhed, der havde udlejet maskinerne, der stod og ventede på at blive afhentet på byggepladsen i Hammel. Det udnyttede han til selv at hente maskinerne, der havde en nyværdi på 225.000 kroner, hvorefter han ifølge sin egen forklaring solgte dem videre til en anden nordjysk virksomhed for 105.000 kroner. Det oplyser Østjyllands Politis anklager i sagen, Bjørn Fogh.

De 12 indbrud i sommerhuse er sket fra februar til oktober i år, og der er typisk stjålet designermøbler. Udover Ebeltoft og Knebel har han også været på spil i blandt andet Blåvand og Nordjylland, oplyser anklageren, og der er samlet set stjålet for over en halv million kroner. Det høje beløb er medvirkende til, at den 31-årige er sigtet for tyveri af særlig grov beskaffenhed.

Efterforskningen af sagen er langt fra afsluttet, for under grundlovsforhøret fortalte den sigtede, at han står bag langt flere end de 12 indbrud, politiet har sigtet ham for.

»Han mener selv, at han har begået mindst 10 indbrud mere,« fortæller anklager Bjørn Fogh.

Den 31-årige mand er foreløbig blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 18-årig kvinde er også sigtet i sagen, omend ikke for det samme som den 31-årige mand. Hun blev derfor løsladt efter anholdelsen, fordi politiet har vurderet, at der ikke er grundlag for at fremstille hende i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.