Tre biler brager sammen og lukker motorvej: Pludselig bremsede kvinden i midten
Tre personbiler endte i et harmonikasammenstød og lukkede Silkeborgmotorvejen.
Tre biler bragede tirsdag morgen sammen på Silkeborgmotorvejen i vestlig retning ved Låsby.
Det oplyser politikommissær Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi til Uge-Bladet Skanderborg.
Harmonikasammenstødet blev anmeldt klokken 07.26.
En 23-årig kvinde fra Aarhus kommer kørende i anden vognbane - bag hende to biler.
Da bilisten i midten - en 57-årig kvinde fra Brabrand ved Aarhus - pludselig bremser, bliver hun ramt bagfra af en 22-årig kvinde fra Åbyhøj i Aarhus.
Den 57-årige - og bilen - bliver puffet op i den 23-årige.
Alle parter blev tilset af ambulancepersonale på stedet. Ingen af parterne var kommet til skade, dog var der sket større materiel skade grundet den høje hastighed.
I forbindelse med færdselsuheldet var motorvejen lukket frem til klokken 08.03, hvor den blev åbnet igen.