Fortsæt til indhold

16-årig er sigtet for at sætte ild til sit eget bosted

Onsdag morgen blev en 16-årig dreng sigtet for branden på opholdsstedet Kanonen i Vissing. Han fremstilles i grundlovsforhør i dag – Lokalavisen er til stede i retten.

Krimi

Hovedbygningen ved det pædagogiske opholdssted Kanonen i Vissing nedbrændte natten til tirsdag.

Fire unge mennesker mellem 14 og 17 år samt en medarbejder blev vækket af røgalarmer, og medarbejderen fik alle fire unge mennesker ud. Den ene af de unge, en 16-årig dreng, blev onsdag morgen sigtet for at stå bag branden på bostedet, hvorved han udsatte andres liv for overhængende fare, oplyser Østjyllands Politi.

Han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers i dag klokken 13.30. Lokalavisen Favrskov er til stede i retten.

»Alt er brændt ud«

I går fortalte Trine Pfeiffer, der er leder af Kanonen:

»Alle er rystede, men alle har det godt.«

Hun fortalte desuden:

»Alt er brændt ud. Vi har ingenting tilbage.«

Heller ikke de unge fik reddet noget med ud. Evakueringen gik så stærkt, at de stod i oktober-natten kun iført nattøj. Derfor måtte man finde skitøj frem fra en anden bygning, så de unge kunne holde varmen.

»Vi skal jo passe på dem,« sagde Trine Pfeiffer, som tilføjede, at de unge blev sikret i et andet hus.

»Det handler om at tage vare på dem. Deres hjem er brændt ned. Så vi skal sikre dem et nyt hjem.«

»Alle er rystede, men alle har det godt,« sagde Kanonens leder tirsdag. Foto: Presse-fotos.dk

Hun forsikrede, at der bliver taget godt hånd om de fire unge.

»De reagerer, ligesom alle andre ville gøre, og er selvfølgelig rystede over situationen. Tankerne om, hvad der kunne være sket, melder sig. Så vi sikrer dem al mulig hjælp både fra os selv og via hjælp udefra. Vi gør alt, hvad vi kan, for at tage hånd om dem.«