Spritstiv vanvidsbilist: 71-årig kvinde kørte bil med tårnhøj promille
»Når man kører bil med så høj en promille, betragtes det som vanvidskørsel,« oplyser Østjyllands Politi.
Da en mand i Ulstrup er ude at køre søndag 15. oktober klokken 13.31, kommer han til at ligge bag ved en bilist, som kører langsomt, usikkert og slingrende gennem Ulstrup by.
Manden kører efter bilisten, som viser sig at være en 71-årig kvinde.
»Han tager selv kontakt til hende, da hun på et tidspunkt standser, men hun falder hen og svarer ikke på spørgsmål,« forklarer Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Den mandlige borger guider politiet den rette vej. Patruljen ankommer, mens kvinden fortsat holder stille.
Kvinden sidder synligt beruset bag rattet, og da hun blæser i alkometeret, når den op på en promille på over 2,0. Derfor bliver hun anholdt og sigtet for spritkørsel.
»Når man kører bil med så høj en promille, betragtes det som vanvidskørsel, og den 71-åriges bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation,« oplyser Østjyllands Politi.
En blodprøve skal nu fastslå, hvad den præcise promille var.