Tyv stjal flere tusinde kroner fra kassen i aarhusiansk Rema 1000-butik
Politiet fandt frem til den tyv, som kort forinden havde stjålet fra Rema 1000 på Trøjborg søndag aften.
jwh
Personalet i Rema 1000 på Trøjborg i den nordlige del af Aarhus blev udsat for et tyveri søndag aften.
I døgnrapporten oplyser Østjyllands Politi således, at et supermarked på Trøjborgvej klokken 21.23 anmeldte tyveriet, da en mand havde stjålet nogle tusinde kroner fra et kasseapparat.
Ifølge personalet havde manden stået klar, da ekspedienten åbnede kassen, hvorefter han stak hånden ned, tog nogle sedler op og løb ud af butikken.
En betjent genkendte ud fra overvågningsbillederne gerningsmanden, og lidt efter blev en 40-årig mand anholdt og sigtet for tyveri, oplyser Østjyllands Politi.