Efter store flammer i historisk gård: Nu erkender seks børn
Seks børn under den kriminelle lavalder erkender, at de satte ild til Elstedgård i Lystrup tidligere på måneden.
Det var seks børn, som stod bag den voldsomme brand, der i begyndelsen af måneden hærgede den 145 år gamle Elstedgård i Lystrup tidligere på måneden.
Det oplyser Østjyllands Politi i en mail til Din Avis Aarhus:
»Vi har haft seks børn under den kriminelle lavalder til afhøring, og de har erkendt at have sat ild til bygningen. Vi er i kontakt med kommunen og de sociale myndigheder i forhold til, hvad der videre skal ske i sagen. Ingen af børnene er nogen, vi tidligere har været i kontakt med fra politiets side. Af hensyn til de involverede ønsker vi ikke at oplyse yderligere.«
Det var natten til søndag 8. oktober, at gården, som ligger tæt på Elsted Skole og tidligere har huset en SFO, brød i brand for anden gang på et døgn.
Første gang, brandvæsnet blev kaldt ud, var lørdag morgen kl. 09.18. Her var der tale om en mindre brand i gulvbelægningen i den forladte bygning.
»Men det sker så igen, og den her gang er det en større brand. Nu sker der en kontrolleret nedbrænding af bygningen,« sagde vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi dengang til Din Avis Aarhus.
Elstedgård har stået tom siden 2019. Den ejes af det almene boligselskab Århus Omegn, som ifølge TV2 Østjylland har forsøgt at få lov til at opføre almene boliger på grunden, men har fået afslag fra Aarhus Kommune. Siden er den blev sat til salg.
Gården har tidligere været benyttet som fritidsklub fra 1973 og frem til 2009, hvor den lagde lokaler til Lystrup Skole SFO.
Ifølge Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling blev gården bygget i 1878.