Politiet forlænger nattelivszone i Aarhus: Her gælder den
Nattelivszonen i Aarhus bliver forlænget til oktober 2025.
Østjyllands Politi har valgt at forlænge den nattelivszone, som siden oktober 2021 har eksisteret i et større område i Aarhus C, så den nu gælder frem til oktober 2025,
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Med zonen kan personer, der bliver dømt for bestemte former for kriminalitet, som er blevet begået i nattelivet, også idømmes et forbud mod at gå på barer, bodegaer, diskoteker og lignende i tidsrummet fra kl. 00.00 til kl. 5.00. Desuden betyder forbuddet, at de dømte ikke må færdes i nattelivszoner, som politikredsene har oprettet.
»Nattelivszonerne kan være med til at gøre det tryggere at færdes i byen, fordi vi får dømte voldsmænd væk fra de områder, hvor rigtig mange folk færdes i de sene aften- og nattetimer. Zonerne vil ikke påvirke helt almindelige lovlydige borgere, men er udelukkende et værktøj til at holde dømte kriminelle væk fra nogle af de steder i Østjylland, hvor flest mennesker går i byen,« sagde politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, i en pressemeddelelse i forbindelse med, at zonen bliver indført for to år siden.
Tidligere i år blev der også indført et forbud mod ikke-nødvendig kørsel i en del af Klostergade, som også ligger inden for nattelivszonen, i tidsrummet fra midnat til klokken 5. Det kørselsforbud bliver også forlænget og udløber samtidig med nattelivszonen i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.