Bilist taber sko i fod-flugt fra motorcykelbetjent
I alt blev der sigtet 46 personer i indsatsen.
Tirsdag var Østjyllands Politis Færdselsektion igen en tur i det vestlige Aarhus.
Og igen gav indsatsen pote skriver politikredsen i sin døgnrapport, der samtidig fremhæver et par af aftenens sager.
En 28-årig mand blev fanget i dobbelt færdselsovertrædelse på Åby Ringvej.
Ikke nok med, at han bragede igennem et rødt lys, så gjorde han det med mobilen i hånden.
Med allerede et klip i kørekortet, og nu to mere på samme tid, blev hans kørekort straks inddraget.
Det slutter dog ikke der for den 28-årige - han havde allerede en prøvetid fra en tidligere betinget frakendelse, hvilket betød en førte til en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Stak af - og tabte sko
På Silkeborgvej blev en bilist målt til at køre 30 procent for stærkt i en byzone, hvor højst tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.
Da en motorcykelbetjent forsøgte at stoppe ham, stak bilisten af til fods og tabte endda sin sko i flugten. Men takket være et opmærksomt vidne, blev den 20-årige fundet gemt i et buskads - tæt ved sin efterladte bil.
Han blev genforenet med sin tabte sko, men under en ransagning blev han fundet i besiddelse af en peberspray.
Da den høje hastighed medførte den 20-åriges andet klip inden for en periode på tre år, efter at han havde erhvervet kørekort første gang, udløste forseelsen ligeledes et kørselsforbud.
I alt blev det til 50 sigtelser fordelt på 46 sigtede personer:
8 x ej anvendt sikkerhedssele
5 x ej medbragt kørekort
1 x forkert lygteføring
1 x unødig røg og støj
18 x anvendt håndholdt mobil
7 x hastighed i by (klip)
4 x overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen (manglende firmanavn og cvr nummer) samt (uberettiget brug af prøveplader, og tildækket nummerplade)
1 x solfilm i de forreste sideruder
1x unødig brug af horn
1 x kørsel frem for rødt lys
2 x anvisninger ikke efterkommet
1 x våbenlov besiddelse af peberspray