Fortsæt til indhold

Har fået nok: I nat bliver vejen malet orange

Et nyt forsøg skal dæmme op for ulykkerne.

Krimi
jro

Det er næppe nogen hemmelighed i Aarhus og omegn, at Letbanen og bilister de seneste år har været involveret i en lang række uheld.

Nu søsætter Aarhus Kommune et forsøg, der skal nedbringe antallet.

Det skriver kommunen i et Facebook-opslag - under mottoet: »Ryk en balle, så er der plads til alle.«

Bilister bliver jævnligt ’fanget’ på specielt et letbanespor.

Det forsøger Aarhus Kommune nu at dæmme op for - med orange farve.

Det er i krydset Skovvejen/Hjortholmsvej, at bilisterne bliver ’fanget’ med bilens bagende.

»Det kan give nogle farlige situationer, som vi gerne vil undgå,« skriver Aarhus Kommune.

Forsøget går altså kort og godt ud på, at asfalten - i nat - bliver malet orange.

På den måde kan bilisterne se, præcist hvor man skal undgå at holde for rødt lys.

Der er - skriver kommunen - nemlig kun plads til præcis to biler foran sporene.

»Så er du den tredje, skal du vente på den anden side, til du kan se, at der er plads,« lyder det.

Ill: Aarhus Kommune

Forsøget er godkendt af Østjyllands Politi og varer det næste år, hvorefter vi evaluerer, hvordan det virker.

Det er i dette kryds, malingen kommer frem. Kort: Google Maps