Fortsæt til indhold

Blæste over for rødt i en flextaxa: Skulle bare have pandekager

Nul spritbilister på J-dag, men en mand i en flextaxa skaffede sig flere sigtelser fra politiet.

Krimi
am

Da juleøllen blev lanceret i fredags på den såkaldte J-dag, var der ekstra mange mennesker i byen, og det fik Østjyllands Politi til at foretage en særlig færdselsindsats i både Randers og Aarhus.

Men selvom der var flere mennesker ude i nattelivet - og muligvis øljagt, så noterede politiet sig alligevel ikke en eneste bilist med en for høj promille.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

Til gengæld noterede man sig andre ting. Blandt andet en lækkersulten bilist uden gyldigt kørekort.

For blandt de sigtede fredag var en 34-årig mand, der i en flextaxa kørte over for rødt i et kryds i Aarhus – lige foran en betjent på motorcykel. Her viste det sig, at den 34-årige er frakendt kørekortet, og at han i privat øjemed efter eget udsagn havde været ude for at købe pandekager. Han blev derfor både sigtet for at køre over for rødt, for kørsel uden førerret og for at have kørt privat kørsel i en flextaxa

Der blev også uddelt flere andre bøder, blandt andet til en håndfuld trafikanter, der kørte uden hjelm på deres elløbehjul. Syv trafikanter blev sigtet under indsatsen i Randers Kommune, mens 28 trafikanter blev sigtet på vejene i Aarhus Kommune.