Se video: Pludselig bimlede og bamlede det i Netto
Indgangspartiet var fyldt med røg - men heldigvis kunne brandvæsenet hurtigt køre fra stedet igen.
Fredag aften kl. 22.11 modtog brandvæsenet en anmeldelse om brand i en Netto-butik på Ekkovej i Hinnerup nord for Aarhus.
Og som det fremgår af en video fra stedet, så bimlede og bamlede butiksalarmen også for fuld lyd, mens indgangspartiet til dagligvarebutikken blev godt og grundigt fyldt op med røg.
Men det viste sig dog at skulle blive et ganske kort visit for brandvæsenet. For der var slet ikke brand i Netto-butikken.
»Det er simpelthen en røgkanon - altså tyverisikringen - som er gået af ved en fejl,« siger Anders Jensen, operationschef ved Beredskab og Sikkerhed til Lokalavisen Favrskov.
Derfor var der heller ikke det store at lave for brandvæsenet, der hurtigt kunne køre derfra igen, mens butiksansatte fik ventileret butikken godt og grundigt for røg.