To elever fundet nærmest bevidstløse i hæk: Nu advarer skolen
Det var medarbejdere fra klubben, der fandt eleverne. Skoleleder fortæller til Din Avis Aarhus, at sagen er blevet håndteret.
To elever fra ottende klasse på Strandskolen blev tirsdag aften fundet nærmest bevidstløse i en hæk, hvilket har fået skolens ungdomsklub til at advare områdets forældre.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Eleverne blev fundet af skolens klubpersonale, der vurderede, at de to børn var kraftigt påvirkede.
I en besked på Aula har Strandskolens ungdomsklub informeret forældrene - og samtidig opfordret til at holde øje med eventuelle nye rusmidler og ’misbrugstendenser’ blandt de unge.
Ungdomsklubben, der ligger på skolens område, er ikke en del af skolen, men et tilbud til elever, der er nået over SFO-alderen.
Narkohandlere ved skolen
I 2021 kunne Din Avis Aarhus berette om, at flere personer i Risskov havde oplevet narkosalg tæt på skolen.
»De holder ofte i biler på Aldis parkeringsplads (som ligger ved siden af McDonald’s og tankstationen, red.). Det har stået på i flere år,« fortalte en forælder, som ønskede at være anonym, til Din Avis Aarhus, der kender hendes fulde navn.
Dengang sagde skoleleder Morten Holck Jørgensen, at han ikke var bekymret. Efter den aktuelle sag i ugens løb er det fortsat holdningen hos skolelederen, som stopper på Strandskolen ved årets udgang.
»Det er et enkeltstående tilfælde, som vi selvfølgelig tager hånd om på den måde, vi skal. Vi taler med børnene og de unge om episoden. Vi taler om alvoren, og at man selvfølgelig skal passe på sig selv og tænke sig godt om,« fortæller Morten Holck Jørgensen til Din Avis Aarhus og oplyser, at episoden ikke har fået konsekvenser for de to elever i ottende klasse.
»Nej, vi sørger selvfølgelig for at passe på dem og drage den nødvendige omsorg. Mere har jeg ikke at sige til det,« fortæller han.
»Der foregår noget i Risskov«
Morten Holck Jørgensen fortæller, at skolen samarbejder tæt med ungdomsklubben om episoden. Skolelederen har dog ikke valgt at tage kontakt til politiet.
»Det tænker jeg heller ikke, at vi skal, da det jo foregik uden for skoletiden,« fortæller skolelederen, som ikke mener, at der er et problem med narko på eller omkring Strandskolen:
»Jeg er bevidst om, at der foregår noget i Risskov i det hele taget, men det er ikke noget, vi konkret har berøring med på Strandskolen.«
10. oktober kunne Din Avis Aarhus fortælle, at Østjyllands Politi var forbi Risskov Skole, efter politiet forinden modtaget en anmeldelse fra en forælder om et »muligt salg af narkotika eller puff-bars« tæt ved skolen.
Ingen personer blev dog sigtet i forbindelse med politiets besøg.