Fortsæt til indhold

Typisk yngre mænd lader sig friste: Nu kommer politiet med klart budskab til dem

De seneste uger har Østjyllands Politi modtaget en lang række anmeldelser om pirattaxaer, hvilket nu får politikredsen til at komme med en opfordring.

Krimi
jwh

Så skete det igen-igen, fristes man til at skrive.

En tur i en pirattaxa endte med at gøre en aarhusianer flere tusinde kroner fattigere.

Det skete natten til lørdag, da en 23-årig mand satte sig ind i det, han troede var en taxa, for at blive kørt hjem fra Aarhus C efter en bytur. Dagens efter var der trukket flere tusinde kroner på hans konto, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Undervejs på køreturen hjem havde den 23-årige diskuteret betalingsmetoderne med sin chauffør, som ifølge anmeldelsen til politiet havde kørt rundt i et køretøj, hvori det angiveligt lugtede kraftigt af hash, mens der var tilrøget i kabinen, fremgår det af døgnrapporten.

Dagen efter vågnede den 23-årige op og kunne konstatere, at hans kort var væk, mens der var blevet hævet nogle tusinde kroner fra hans konto.

Anmeldelsen modtog Østjyllands Politi mandag eftermiddag – og anmeldelsen er langt fra den eneste, lyder det fra politiet.

»Over de seneste ugers tid har vi modtaget en lang række anmeldelser om typisk yngre mænd, der lader sig friste af en nem køretur hjem, hvorefter de bliver bestjålet og franarret mange tusinde kroner,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten, hvor kredsen også kommer med en opfordring:

»Vores budskab er klart: Hold jer væk fra pirattaxaer.«