Fortsæt til indhold

Politiet anholder 15 sovende mænd

De havde alle et udestående, de måtte have hjælp til at få styr på.

Krimi
jro

Tidligt onsdag morgen anholdt betjente fra Østjyllands Politis Hundesektion 15 mænd.

For ikke at møde op.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Her står der, at politiet venligt - men bestemt - hjalp de 15 mænd op af fjerene ’og i gang med dagen’.

Betjentene besøgte i ly af mørket en lang række adresser i Aarhus-området.

Her blev de 15 vækket, anholdt - og fulgt i retten så »de kunne få klaret deres udestående med det danske retssystem,« som der står i døgnrapporten, hvor politiet også oplyser, at du kan blive indkaldt til fogedretten, hvis du eksempelvis skylder penge, og den der har penge til gode, beder om fogedrettens hjælp til at få inddrevet gælden fra dig.

»Du har pligt til at møde, og hvis du ikke gør, så risikerer du altså at blive afhentet af politiet,« skriver politiet videre - og kommer med en opfordring til enten at møde op i retten, eller få lavet en aftale.

»Østjyllands Politi vil også fremadrettet løbende afholde indsatser rettet mod borgere, der af den ene eller anden årsag udebliver fra fogedretten,« advares der.