Fortsæt til indhold

Kørte ud i T-kryds og ramte 23-årig

De seneste to døgn har budt på to færdselsuheld og en omgang narkokørsel i Favrskov.

Krimi

Mandag klokken 7.45 kørte to biler sammen i krydset Silkeborgvej/Skanderborgvej i Farre. Uheldet skete, da en 32-årig mand fra lokalområdet ikke overholdt sin vigepligt og kørte ud i T-krydset, hvor han ramte ind i en bil ført af en 23-årig kvinde fra Hammel. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi.

Tirsdag skete et uheld på Postvej. Dette uheld har politiet dog ikke mange oplysninger om, fortæller Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi:

»Klokken 18.25 får vi en henvendelse om, at to parter er kørt i grøften. Da vi kommer frem, er der ikke nogen på stedet. Vi får dog telefonisk kontakt med parterne, som fortæller, at de har udvekslet oplysninger og selv vil sørge for at få bilerne fjernet.«

Onsdag eftermiddag var den ene bil da også allerede fjernet, da Lokalavisen Favrskov kørte forbi.

Sidst men ikke mindst blev en 19-årig mand fra Fredericia stoppet af en politipatrulje på Kirkevej i Hadsten natten til onsdag – helt præcist klokken 00.50. Han blev sigtet for narkokørsel.