Sneglat vej og to frontale sammenstød i snevejr gav kæmpe kø i begge retninger
Viborgvej mellem Sabro og Hammel var et mareridt at komme frem på torsdag morgen i sidste uge.
Østjyderne vågnede torsdag morgen i sidste uge op til et tykt lag sne og sne- og isglatte veje, som gav kæmpe problemer i trafikken. Mange biler og lastbiler kunne ganske enkelt ikke komme frem og holdt rundt omkring på vejene og ventede på, at de skulle blive ryddet.
Det glatte underlag var ifølge politiet blandt andet årsag til et trafikuheld torsdag klokken 05.57 på Viborgvej i Lading, hvor en bilist mistede herredømmet over sin bil og kom over i modsatte vognbane og påkørte en modkørende bilist, der endte i grøften.
Bilisten, der kom over i den forkerte side af vejen, var en 53-årig mand, der kørte i retning mod Hammel. Den modkørende bilist var en 58-årig mand. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med uheldet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Godt en halv time senere gik det galt igen på Viborgvej nogle få kilometer vest for det første uheldssted. Det var nærmere bestemt på Viborgvej i Voldby, hvor to biler klokken 06.34 af ukendte årsager kørte frontalt sammen. Bilerne var ført af en 26-årig kvinde og en 89-årig mand, oplyser Østjyllands Politi. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, men en ambulance blev tilkaldt til stedet.
De to uheld kombineret med det glatte føre gav kø og meget langsom kørsel på strækningen i adskillige timer. Lokalavisen har talt med en bilist, der midt på formiddagen kørte på strækningen mod Hammel og kan fortælle, at trafikken stod helt stille i begge retninger, hvor især lastbiler havde problemer med overhovedet at kunne komme frem.
Bilisten havde siddet i kø i over en time, da trafikken sidst på formiddagen begyndte at glide bedre i retning mod Aarhus, hvilket fik bilisten og flere bilister til at vende om og køre tilbage mod Sabro og køre over Hadsten for at komme til Hammel.