Fortsæt til indhold

Industribygning i flammer: Brandvæsen kæmper med at skaffe vand

Voldsom brand ved Knebel på Djursland.

Krimi

Der er lørdag morgen opstået brand i en stor industribygning i Knebel i Syddjurs Kommune.

Det oplyser Beredskab og Sikkerhed på X og beder bilister om at gøre plads til udrykningskøretøjer.

»Og lad være med at opsøge området, vi har brug for plads,« skriver brandvæsnet.

Der er tale om bygninger på Energivej, hvor virksomheden Nardos, som producerer hud- og kropsplejeprodukter, holder til.

Branden udleder en massiv røgsky, som kan ses på mange kilometers afstand.

»Det er en kraftig brand, og arbejdet med slukning pågår for fuld kraft i øjeblikket. Vi har otte køretøjer derude og tre fra beredskabet,« siger operationschef Steen Bøje til avisen.

Den store udfordring med slukningsarbejdet, forklarer han, er, at der ikke er en brandhane i den umiddelbare nærhed. Derfor har man må måtte sende vogne ud efter vand ved andre brandhaner i området.

»Det er derfor, vi beder folk holde sig væk, så de ikke blokerer vejene. De er ikke så fremkommelige på grund af sneen.«

Den fremgangsmåde betyder også, at folk i området i øjeblikket kan opleve et lavt tryk fra deres vandhaner, da det er det vand, brandvæsnet tapper.

»Vi er ved at finde et sted, vi kan suge vand fra, så vi ikke bruger drikkevand, men det er svært, for søerne er jo frosset til. Vi undersøger, om vi kan komme på kyststrækningen, men der er lidt langt derud,« siger Steen Bøje.

Nardos består af fire bygninger, der hænger sammen. Ifølge Steen Bøje er det produktionsbygningerne i midten af komplekset, der er gået i brand.

»Det er de to i siderne, hvor der skulle være administration og lager, som vi lige nu prøver at redde.«

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk