Fortsæt til indhold

Mindeoptog gennem Grenaa for at mindes 15-årig

Lysene var tændt på en mørk dag - præcis en uge efter at 15-årig blev dræbt med et knivstik fra en jævnaldrende.

Krimi

Præcis en uge efter, at to 15-årige drenge havde aftalt at mødes på stationsområdet i Grenaa for at afgøre et mellemværende samledes et par hundrede mennesker for med lys i mørket at mindes, at mødet fik en tragisk udgang.

Med levende og kunstige lys i hænderne gik optoget gennem Grenaas gader. Foto: Søren Andersen

For mødet endte med, at den ene 15-årige døde efter at være stukket ned af den anden, som i dag er varetægtsfængslet i surrogat for sin gerning.

Søndag mødtes mange unge, men også flere i den modne aldersklasse, foran Grenaa Rådhus for derefter i samlet flok at gå gennem nogle af Grenaas gader til stationsområdet, hvor den tragiske episode fandt sted.

En hjælpende hånd som trøst foran ventesalen på Grenaa Trafikterminal. Foto: Søren Andersen

Uden officielle taler, men blot med ønsket om med lys med både ægte og kunstige flammer at mindes den dræbte. Der var sponseret lys til begivenheden i håb om at skabe lys i mørket.

Optoget gik gennem den sneklædte og julepyntede by og endte ved venteområdet på Grenaa Trafikterminal, som i ugens løb er blevet omdannet til et blomsterdækket mindeområde for den dræbte.

Lys i mørket. Foto: Søren Andersen

Fredag var Grenaa Kirke åben i eftermiddagstimerne for et andet mindearrangement, hvor man kunne tænde lys for den drabte og få en snak med en præst, hvis man havde behov for det.

Familien til den dræbte har meddelt, at man ønsker en bisættelse i stilhed af hensyn til den 15-åriges yngre søskende.

Optoget gik ad en snedækket og julepyntet Østergade til stationsområdet. Foto: Søren Andersen

På torsdag er Norddjurs Kommune og Østjyllands Politi fælles om et borgermøde i Grenaa Idrætscenter fra klokken 17-19, hvor fokus er rettet mod at skabe tryghed i Grenaa.