Død mand lå midt på gaden - nu efterlyser politiet denne bil
Opdatering: En ung kvinde er blevet anholdt. Læs mere HER.
Har du været i det sønderjyske i løbet af weekenden?
Så ligger du måske inde med oplysninger - eller ligefrem optagelser - politiet kan have brug for.
Natten til lørdag blev en livløs, 51-årig mand fundet midt på vejen ud for nummer 16 på Laurids Skaus Gade i Haderslev.
I den forbindelse efterlyser politiet nu en specifik bil - og andre personer og biler, der har været i området.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var en buschauffør, der i første omgang opdagede den døde mand.
I første omgang var det ikke muligt for politiet at oplyse, hvad der var gået forud.
»Om han er blevet påkørt, eller om han har ligget på vejen og derefter er blevet kørt over, ved vi ikke endnu,« sagde vagtchefen til jv.dk.
I løbet af lørdag blev ulykkesstedet undersøgt, ligesom der blev foretaget en ligsyn.
Nu går politiet altså i offentligheden med en efterlysning, hvori der også står, at den 51-årige var blevet ramt af en bil.
Bilen, som politiet ønsker flere oplysninger om, er en mørk fem-dørs personbil med grå fælge, muligvis en Peugeot 308 fra cirka 2017, oplyser politiet, der samtidig offentliggør overvågningsbilleder af bilen.
Bilen kom kørende fra Aastrupvej og kørte fra Laurids Skaus Gade til højre ad Bredgade.
»Politiet anmoder borgere om at henvende sig, hvis de omkring midnatstid har set den pågældende bil i- eller omkring Haderslev. Ligeledes anmodes borgere, der har kørt i området i køretøjer med dash-cam om at gennemse optagelserne,« lyder opfordringen.
Oplysninger om bilen til politiet på telefonnummer 114.