Fortsæt til indhold

Stak sin mor ihjel - og ringede 112

45-årig mand erklærede sig skyldig i at have dræbt sin egen mor i februar. I dag kom dommen.

Krimi

Han stak sin mor i halsen og nakken. Hun var død, da politiet ankom til adressen.

Sønnen ringede selv til politiet onsdag 15. februar klokken 23.12 og lod sig anholde fredeligt på adressen i Sabro.

Nu er der faldet dom i sagen. Sønnen kommer ikke i fængsel, da retten vurderede, at han ikke er egnet til den slags straf. I stedet for blev han dømt til anbringelse uden tidsramme for løsladelse.

»Det er en meget tragisk sag, hvor gerningsmanden ifølge Retslægerådets vurdering har nogle store psykiske udfordringer og var sindssyg i gerningsøjeblikket. Samtidigt vurderer lægerne, at der er risiko for, at han kan begå ligeartet kriminalitet, og derfor er jeg tilfreds med, at retten fulgte påstanden om en anbringelsesdom uden længstetid,« siger specialanklager Jesper Rubow.

Begrebet ”uden længstetid” betyder, at den 45-årige skal være anbragt på ubestemt tid, og at retten skal give tilladelse til det, før han kan udskrives.

Foto: Local Eyes
Dagen efter drabet blev der lagt blomster foran rækkehuset i Sabro, hvor den 65-årig kvinde blev fundet. Foto: Kim Frost

Grundlovsforhør dengang

Dagen efter drabet blev manden på 45 år ført til retten i Aarhus for at blive grundlovsforhørt. Under den offentlige del af forhøret sad avisen med.

Retsreportagen beskrev grundlovsforhøret på følgende måde:

Tiltalte er bæltefikseret. Han bevæger sig i kejtede træk, ikke bevægelser. Han kæmper med at slæbe fødderne frem. De sorte badesandaler afgiver en kradsende lyd mod gulvet, hver gang han tager et skridt.

Han reagerer kun med sagte ord og sætter sig ved siden af sin advokat, hvorefter bæltefikseringen bliver taget af.

Han klør sig over ørerne og kører hånden gennem håret.

Skægget løber ind under hagen og stopper ved halsen.

Han ser forskrækket ud.

Efterfølgende bad anklageren om dørlukning og forsvareren om navneforbud. Dommeren efterkom ønskerne fra advokaterne på trods af, at sønnen erkendte drabet på sin mor, og Østjyllands Politi allerede havde været ude at sige, at de ikke regnede med, at der var andre involverede i sagen.

Retten til at arve

Ligesom til grundlovsforhøret erkendte den 45-årige drabet på sin mor. Efter dommen om anbringelse valgte sønnen ikke at anke dommen.

Efterfølgende ophævede dommeren mandens ret til at arve efter sin mor.

»Det er fast kutyme i disse sager, at retten til arv frakendes. Det skal, populært sagt, ikke kunne betale sig økonomisk at dræbe en nærtstående,« forklarer specialanklageren.

Den 45-årige skal fortsat være varetægtsfængslet frem til anbringelsen.