Fortsæt til indhold

Politiet fik et tip: Fandt stoffer i lejlighed

Lejlighed i Hadsten blev ransaget. Resultatet var en mindre mængde skunk.

Krimi

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag klokken 21.50 til en adresse i Hadsten, efter et tip om at der skulle være ulovlige stoffer på stedet. Det viste sig at holde stik, oplyser Østjyllands Politi.

På adressen traf betjentene den 29-årige mandlige beboer og en 20-årig kvinde. Begge virkede påvirket, og de blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, inden de blev visiteret, og lejligheden blev ransaget.

Gemt i et skab fandt patruljen en mindre mængde skunk, som den 29-årige mand blev sigtet for at besidde.

Sigtelserne mod den 20-årige kvinde blev frafaldet, da hun ikke havde noget ulovligt på sig.

Efter besøget i lejligheden gik betjentene en tur på gaden i Hadsten, hvor de overhørte en ung mands telefonsamtale, som omhandlede hash. Det kan du læse mere om her.

»De to sager i Hadsten har umiddelbart ingen forbindelse til hinanden, det er tilfældigt, at betjentene hører den unge mands samtale på gaden,« oplyser Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.