Fortsæt til indhold

Kathrine forsvandt tirsdag: Nu er hendes bil fundet

Politiet beder nu borgere og bilister om hjælp.

Krimi
jro

Opdatering: Politiet oplyser, at chancerne for at finde Kathrine i live er små. Læs mere HER.

5. december tidligt om morgenen kørte den 41-årige Kathrine fra sit hjem.

Siden er hendes bil blevet fundet i et skovområde - men der er intet spor af kvinden.

Nu beder politiet om hjælp fra borgere, der har befundet sig i området.

Har du kørt her - mellem Katrinedal og Bryrup - så hører Midt- og Vestjyllands Politi altså gerne fra dig.

Kathrines bil blev fundet i et skovområde på Fuglsangvej ikke langt fra krydset Fuglsangvej/Vellingvej nord for Bryrup.

»Bor du langs Vellingvej mellem Katrinedal og Bryrup, eller har du kørt på strækningen siden klokken 6.00 tirsdag morgen, og har du videoovervågning ved din ejendom eller kamera i bilen, så beder vi dig kigge materialet igennem. Ser du den 41-årige Kathrine på videomaterialet, så ring til os på 114. Hun kan være gået ad Vellingvej, da hun forlod sin bil,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

Bilen er en sort Hyundai i10, årgang 2015 - registreringsnummer AL91469.

Ifølge TV2 Østjylland skulle Kathrine besøge sine forældre - men nåede aldrig frem.

»Omkring klokken 09.00 ringede vi til hendes mand, der sagde, at hun var kørt fra huset ved seks-tiden, og at hun altså ikke var hjemme,« fortæller hendes mor til tv-stationen.

Klokken 16 blev politiet alarmeret.

Billede af den efterlyste Kathrine. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi.
Der bliver ledt med blandt andet hunde i området. Foto: Presse-fotos.dk.

Kathrine har formentlig ikke nogen jakke på. Hun havde en kraftig, lyserød/lilla striktrøje med høj hals og sorte, stramme bukser på, da hun tog hjemmefra.

Hun havde lange, brunlige vinterstøvler på med hvidt plys på toppen og snørebånd hele vejen ned. Hun har kort, rødt hår og bærer briller.

»Der er ikke umiddelbart noget, der indikerer, at der skulle være sket en forbrydelse, men vi er naturligvis bekymrede for Kathrines ve og vel,« skriver politiet, der opfordrer borgere med oplysninger om den forsvundne kvinde til at ringe 114.

Politiet leder med både hunde, helikopter og drone i området.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi.